Kl. 01.00 - fredag den 05. februar 2010

Kommunen får penge fra staten til at jævne faldefærdige huse med jorden

Teknik- og Miljøudvalgets formand, Bo Jessen, venter sig meget af den nye ordning, men lægger vægt på, at kommunale huskøb til nedrivning sker ad frivillighedens vej.

Faldefærdige, nedslidte eller sundhedsskadelige huse rundt om i det kommunale landskab kan meget vel være tæt på en nedrivning – især hvis ejerne er parate til en hurtig handel med Tønder Kommune. Her har man nemlig fået godt 3,5 millioner kroner af Indenrigs- og Social- ministeriet til en såkaldt ”opprioritering af det fysiske miljø i udkantsområder”.

- Det betyder forskønnelse…, fortæller formanden for det kommunale teknik- og miljøudvalg, Bo Jessen.

- Der ligger, at vi kan købe ejendomme til nedrivning, og selv om kommunen selv skal betale 25 procent af udgiften, er det stadig en god ordning for både ejeren og for kommunen, mener udvalgsformanden.

- Husets ejer får solgt den ejendom, der sikkert ellers er svær at slippe af med. Vi køber huset, og eftersom det er nedslidt eller dømt sundhedsskadeligt, er prisen lav. Bagefter river vi det ned – og staten betaler altså tre fjerdedele af udgiften.

- Tilbage står vi med en ”ny” byggegrund. Den kan vi så enten sælge eller arealet kan fordeles mellem naboerne. Alt efter, hvor grunden ligger, kan den også blive til et grønt område eller måske en P-plads, der kommer alle borgere i det pågældende område til gode.

Kommunens indtægt

Bo Jessen fortæller videre, at selvom staten altså betaler 75 procent, når det gælder om at købe et hus til nedrivning, så skal staten ikke have del i indtægten, når grunden på ny bliver enten solgt eller udmatrikuleret til andre.

- Derfor er det altså bare med at komme i gang – også fordi, at vi skal bruge pengene fra staten her i 2010, hvis vi vil ha’ dem, understreger Bo Jessen. Han oplyser dog samtidig, at der er alternativer til blot at jævne nedslidte bygninger med jorden.

- Med pengene fra staten kan vi også give et tilskud til istandsættelse. For almindelige huse kan vi give op til 25 procent i tilskud til en udvendig istandsættelse. For bevaringsværdige ejendomme kan tilskuddet stige til 33 procent.

- Endelig kan vi også give en økonomisk håndsrækning, hvis det gælder om at få ryddet op på en ejendom – men nedrivning, istandsættelse eller oprydning er alt sammen med til at forskønne et område.

Frivillighed
Bo Jessen understreger, at han lægger stor vægt på, at det bliver frivilligheden, der kommer til at råde i den nye ordning.

- Vi satser på et samarbejde med de enkelte borgere – og med det lokale foreningsliv, lokal- råd, landboforeninger m.fl. Det er en opgave, der løses bedst i fællesskab, mener han.

- Målet er jo byfornyelse og forskønnelse til gavn for alle, og som kommune skal vi ikke rende ud til en borger og sige ”Dit hus er grimt. Det skal rives ned…”

- Derimod kan vi sagtens få øje på mulighederne for, at nedrivningen af en enkelt ejendom kan få et helt kvarter til at blomstre op.

- Ligger der en faldefærdig ejendom midt i en landsby er det jo næppe det, der inspirerer naboerne til at gøre noget ud af deres huse. Bliver det hus så fjernet og et nyt skyder op, kan det være lige præcis det, der gør, at naboerne får lyst til at gøre lidt ekstra ud af deres huse. Dermed får vi en synergieffekt, der i sig selv kan være med til at skabe forskønnelse, slutter Bo Jessen.

Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder


Kiva Grafisk