Skræmte danskere sikrer sig mod hjemmerøveri
Danskernes ønske om at sikre sig mod hjemmerøverier er eksploderet de seneste to år. Stadig flere nervøse boligejere beder i dag om alarmsystemer, der indtil for nylig kun blev brugt af professionelle virksomheder.
"Før oktober 2007 var der ingen af vores kunder, der talte om hjemmerøverier. Men så kom de første ubehagelige overfald, og pludselig blev vi bestormet af nye og gamle kunder, der ønskede tryghed mod indbrud mens de var hjemme," siger privatmarkedschef i G4S, Per Bloch-Frederiksen.
"I dag møder vi ofte kunder, der planlægger at anskaffe sig baseballkøller eller andre slags våben, til at have liggende klar ved sengen. Det fraråder dog vi kraftigt."
I stedet vælger 90 procent af alle nye kunder hos G4S i dag avancerede alarmsystemer, der kan slås til i bestemte dele af ens bolig, mens man selv opholder sig i huset - fx hele underetagen, når man går i seng i soveværelset på første sal.
Mange vælger nu tilkaldealarm
Samtidig vælger hver fjerde nye kunde en tilkaldealarm, hvor man med et enkelt tryk på sin fjernbetjening kan slå alarm til G4S' kontrolcentral.
"Det er en helt ny udvikling, at almindelige boligejere også ønsker dem," siger Per Bloch-Frederiksen.
Udviklingen har også fået G4S til at uddanne sine medarbejdere på kontrolcentralen, så de kan hjælpe eller berolige nervøse boligejere, når alarmen lyder mens de er hjemme.
Hvis sensorer i flere rum aktiveres, eller hvis man ikke kan komme i kontakt med en kunde, der har trykket på overfaldsalarmen, vil kontrolcentralen iværksætte sit højeste alarmberedskab.
Alarm sætter hjemmerøvere under tidspres
G4S vurderer dog, at også den almindelige tyverialarm i sig selv har en stor virkning mod hjemmerøverier. Dels betyder alarmskiltet ved hoveddøren i sig selv, at risikoen for indbrud reduceres med 70 procent, siger statistikken.
Og dels viser G4S' erfaringer, at en indbrudstyv typisk kun er inde i en bolig, hvor alarmen er gået i gang, i to-tre minutter - alt for kort tid til at gennemføre et hjemmerøveri, hvor beboerne bagbindes og trues til at udlevere oplysninger.
Endnu har G4S ikke haft kunder, der har været udsat for de heldigvis forholdsvis sjældne hjemmerøverier.
"Risikoen for at blive udsat for et hjemmerøveri er meget lille, men den skaber alligevel stor nervøsitet og utryghed hos mange af vores kunder," siger direktør Erik Hansen, der har ansvaret for G4S' kontrolcentral.
"Oftest kan kontrolcentralen konstatere, at det formentlig bare er en teknisk fejl. Men hvis vi kan fornemme, at kunden er urolig, tilbyder vi alligevel at sende en vagt ud til boligen."




Ribevej 1 6780 Skærbæk . Tlf. 74 75 22 70 .